Skip to content

Koklappe laug vinder frem

ImageSå sker det endeligt. Efter lang kamp har bønder, borgere og Hillerød Kommune fundet sammen i et lykkeligt ko-samarbejde. Laug er opstået, og det er ren win win win. 

Frederiksborg Amtsavis kan således på tirsdag offentliggøre, at to nye koklappe-laug “bliver til noget”. Og hvad der blir til noget er, at børn i alle aldre og etnisk oprindelse kan klappe en ko mod at give koen lidt vand, bondemanden slipper for at give koen vand, og kommunen får de græsædende dyr ud på deres vildvoksende enge (dette er en betydelig fordel for biodiversiteten, som kommunerne kæmper en indædt kamp for)

Hvad bedre er, så får familerne med de klappende børn retten til at købe koen, når den skal slagtes. Således får familierne ikke kun kvalitetstimer og tiden til at gå, når de barske efterårsdage sætter ind, de får også muligheden for at mæske dyret i sig, når slagteren sætter kniven i kræet.

Det fine i hele dette herlige set-up er for mig, at vi får et forhold til døden. Men jeg er jo heller ikke noget barn, og mit bedste gæt er dog også, at min egen datter ville kny ved ideen om, at hun skulle guffe sit kæledyr i sig, når slagtningen indtræffer. Men på den anden side, kan man jo vænne børn til meget. Også slagtekvæ.

Happy koklappe-daw

But why? Lincoln!

Abraham Lincoln med økse, parat til at vise vampyrene hvor skabet skal stå

Min kæreste kan godt lide at skrive manuskripter og for godt et år siden spurgte jeg om han ikke skulle skrive et godt drama. Nej, sagde han: Hollywood er ikke interesserede i drama for øjeblikket, det er romantiske komedier, superhelte- og fantacyfilm, de vil have, forklarede han.

Da jeg i går var  biografen med en veninde og så traileren til den aktuelle film: Abraham Lincoln the Vampire Hunter måtte jeg konstatere at min kæreste i den grad havde ret. For når filmskabere kan gå så langt at lave den ikoniske præsident Lincoln, der formåede at samle den amerikanske nation under et flag og afskaffe slaveriet, om til en vampyrslagtende excentriker, så er der tale om en genre der bliver udforsket i de absolut yderste grene.

Den absurde kombination af den hæderkronede præsident og blodtørstige vampyre kommer fra Seth Grahame-Smith, som også har skrevet bogen “Pride and Predjudice and Zombies” (!), som hittede på ideen i en boghandel, hvor han stod mellem bøger om Lincoln og vampyre, og foretog den logiske slutning, at en kombination af de to var et fremragende påfund.

Med litterære forgængere som “Queen Victorie: the Demon Hunter” og “Jane Slayre”, så har idéen måske ikke været alt for absurd. I hvertfad har den altid dystre Tim Burton kastet sig over idéen, og mon ikke også filmen får succes. Som de siger i Hollywood, så er en shokerende filmidé det næstbedste man man gøre for at få en film til at tjene sig ind, og en vampyrslagtende Lincoln, må siges at være opsigtsvækkende.

Så det er svaret på, hvorfor denne tåbelige idé er kommet igennem Hollywood maskineriet. Den tjener bif-kroner.

Det bliver sikkert en af fremtiden store kult B-film, alt imens fremtidens borgere vil undre sig over hvorfor man i 10’erne mon havde en trang til at lave menneskelige fortællinger om til børnelge med hugtænder og røde øjne som rekvisitter.

Hyldest til en stille mand

Genbrug af kendisser er en af de tendenser i underholdnings-tv, der kan virke allermest nedslående på mig. Jeg vil derfor slå et slag for en mand, som aldrig viser sig i det offentlige liv, på nær når han dukker op på skærmen som vært for sit eget program. Jeg måtte endda goggle mig frem til hans navn, fordi det bliver nævnt så sjældent: Jakob Stegelmann.

Troldspejlet, som han har været vært for siden det startede i 89, er et af de programmer, der har holdt længst i dansk tv-historie. Og det siger ikke så lidt, når programmer som regel kommer og går som trækfugle ved forår og efterårstid. Og det er utroligt paradoksalt taget i betragtning, at Troldspejlet har haft (så vidt jeg husker) den samme kendingsmelodi – nemlig den fra Grimlings, samme format og samme vært, som forøvrigt ser fuldstændig ens ud idag som da han startede. Ælder den mand aldrig?

I en branche, hvor forandring og “ny-somhed” er mantraet for overlevelse og publikumstække, er det utroligt, at et program som Troldspejlet har overlevet.

Hensat til barndommen

Det er sjovt, for når jeg i zappende zombie tilstand sejler fra kanal til kanal i ugidelig kedsomhed, når jeg indtæger æven-bævlen fra diverse Søren Østergaard-kendisser i forskellige afskygninger, så får Troldspejlet hjertet til at slå langsommere og jeg summer hen i rolig trance. Underholdning og velkendthed morfer sig sammen til en lyksalighed personificeret i Jakob Stegelmann, rastløsheden forsvinder, og jeg tror, jeg i al stilhed bliver hensat til barndommen.

I al ubemærkethed sneg jeg mig dengang til en halv times anmeldelse i selskab med Stegelmann. Jeg var ligeglad med computerspil, film og tegneserier, men det lille univers Troldspejlet havde designet bød mig inden for, og som kunne rumme mig. Her kunne jeg i meditativ tilstand høre Stegelmanns beroligende stemme  og lade tankerne myldre på plads, og der var ingen snik snak.

For det der er så fedt ved Troldspejlet er, at det udelukkende handler om anmeldelser. Der er ingen alternative kreativiteter, der skal overraske seerne, eller en pudsig Ana Cortzen-agtig vært, som suger al opmærksomhed fra indholdet, der er ingen konkurrencer eller indskud om chips og sodavand. Der er bare anmeldelser og en venlig vært der sidder ned, smiler pænt og taler tydeligt.

Og kan man andet, end at elske en mand som siger: “Jeg tror man må gøre sig klart, at man er Anders And, og man løber ind i de der problemer i sit liv, at man har nogle ambitioner, der er store, og så skal man finde ud af, hvad man i virkeligheden kan, når det ind i mellem går galt”. Portrætfilm

Jakob Stegelmann har hjertet på rette sted, og det man børn og voksne mærke.

2020 overser tabte generation

Jeg troede, det var et kæmpe tab for samfundet, at tusindvis af arbejdsløse akademikere er på vej med næsen ned mod gulvbrædderne, hvor de vil få lov til at rode rundt som langtidsledige eller blomsterbindere. Men ikke ifølge regeringen.

I følge regeringen skal vi skyde ressourcer efter de unge, der ikke ønsker sig et arbejde. Egentlig opponerer jeg ikke imod, at der ikke skal ske noget med de ufaglærte eller de strandede unge, der mangler praktikpladser.

Jeg er bare enormt træt af, at hver gang vi taler om at skabe arbejdspladser, sker der noget for de fag- og ufaglærte. Tag vækstpakken. En elendig løsning, som skulle give arbejdspladser i Danmark – hvad blev det til? skaldede 7 tusinde? Dertil kommer at vækstpakken hjælper en sektor, som faktisk har vært i bedring de seneste år.

Tak for ingenting

Et centralt problem er, at vi har en rigtig skidt produktivitet  i Danmark, og det koster arbejdspladser for de højtuddannede. Og det er ret opsigtsvækkende at dette problem, som man har kendt til i 15 år, har man stadig ikke en løsning på. Erhvervssektoren fortæller dog selv, at der ikke er nok konkurrence mellem de små og mellemstore vrikomheder. Så kan man selv summe over det åbenlyse svar på, hvordan det problem så løses.

Men sidste gang akademikaren krævede et svar fra beskæftigelsesministeren anbefalede hun akademikerne at få et job i Netto. Tak for ingenting, Mette!

Så måske skal akademikerne bare tage en tudekiks fra kagedåsen og blive blomsterbindere – den sektor mangler vist arbejdskraft. Det har min lokale blomsterhandler fortalt mig over en tynd kop Nescafé.

1. maj med isvaffel

ImageNormalt er mit nærområde ganske stille i løbet af dagstimerne, men idag summer det af liv. Fædre med halvlange shorts dalre rund med deres børn, veninder mødes på cafeerne i sådan et omfang, at jeg ikke engang kunne få mig en ledig plads, og familier har valfartet til bageren, så wienerbrødet var udsolgt klokken tolv.

En ekstra fridag foranlediges man til at sige.

I fælledparken er omtrent 10.000 arbejdere, studerende og andet godtfolk samlet. News helikopterbilleder viser en samlet kerne af sorte individer, der vader rundt, samt en mindre spredt kreds, der hænger ud under den varme sol. Rart. Men er 10.000 LO’er særlig mange. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at en god portion har valgt at nyde dagen med venner ig familier ved café bordene og butikkerne snarere end under de røde faner.

Fjerne 1. maj?

I går meldte formanden for FOA Dennis Kristensen ud, at man sørme ikke havde tænkt sig at gå med til, at Store Bededag blev rykket til søndag. Det var “tudetosset” (kliche). Samtidig har der været flere indslag og udmeldinger om, at det da i hvertfald er urimeligt at bede den danske arbejder yde 1 time mere om ugen. Især i en tid med høj arbejdslødhed. Logisk.

Det er naturligvis ikke særlige spændende udmeldinger, når nu Thorning før valget sagde, at hun var sikker på den danske arbejder ville bidrage til at hjælpe Danmark ud af krisen. Men man kender det jo fra eget liv, at man gerne laver altruistiske løfter, men når det kommer til konkret handling, så nøles der.

Men hvis hverken store Bededag må fjernes eller ingen arbejdsdage må forlænges, hvad skal man så gøre for at skaffe de ekstra pange? Fjerne 1. maj? Det kommer jo nok ikke til at ske, for det er helligbrøde. Men mod hvem? LO’s 1.1 million medlemmer som for de flestes vedkommende har valgt at blive hjemme?

Mørkemænd i statens selskaber

Hvis det er gået nogens næse forbi, har der siden lukningen af Østjyllands Sparekasse og Spar Salling Sparekasse sidste uge kørt en mindre mediekrig om, hvor mange pengeinstitutter der bør være i Danmark.

Fortalere for at pengeinstitutter slår pjalterne sammen er blandt andet Henning Kruse-Pedersen – formanden for Finansiel Stabilitet, som samler vraggods op fra forliste pengeinstitutter. En anden vægtig stemme på denne del er Ulrik Nødgaard, formand for Finanstilsynet, der fornyelig kom med nye stramme krav til pengeinstitutterne.

Der er omkring 100 pengeinstitutter i Danmark, men stod det til Henning Kruse-Pedersen selv, så ville 12-15 være så rigeligt. Argumentet er, at det kræver flere ressourcer at drive en bank idag end tidligere. Det modsatte argument er, at færre pengeinstitutter vil forringe konkurrencen og derfor gøre det dyrere at være bankkunde.

Over i fjendens lejr

Værd at bemærke er, at sammenslutningen af lokale pengeinstitutter fik en ny formand i december. Den tidligere formand Bent Nauer var en lystig debatør og altid god for en kommentar. Han hilste velkommen når pengeinstitutter ønskede at fusionerer, men var ikke ligefrem en brandtaler for fænomenet.

Bent Nauer er nu dukket op i Finansiel Stabilitets bestyrelse, og det kan kun ses som et sundt tegn, at Finansiel vælger at tage en skeptiker af fusioner ind i bestyrelsen. Og måske kan Bent Nauer overtale Finansiel Stabilitet til at sætte skrappere krav til hvor stor en del af kunderne en stærk bank skal tage, når en svag bank går ned med flaget, som tilfældet var med Sparekassen Østjylland.

Som erhvervsredaktør på Politiken Tage Otkjær skrev i en kommentar i onsdags, så bidrager Finansiel Stabilitets strategi ikke til at pengeinstitutterne slår sig sammen frivilligt.

Som det har foregået ved de seneste banklukninger har Finansiel Stabilitet overtaget de røde kunder, mens den stærke bank har overtaget de gode kunde til en favorabel pris. Ved en normal bankovertgalese eller fusion skal den stærke bank overtage alle kunderne – også de røde kunder. Så hvorfor ikke vente til den svage bank melder konkurs, så man kan få lov til at vælge de røde kunder fra?

Det er i hvertfald klart, at samfundsøkonomisk er der meget bedre mening i, at små banker fusionere hvis alternativet er, at de må lukke. Det betyder nemlig at staten mister statsgarantier og lån, som staten i sin til gav til bankerne.

I Sparekassen Østjyllands tilfæde var det en milliard kroner. Garanterne tabte en kvart milliard.

Kødet spruttede i Grå Hal

Image

Siden en svendende fest med Fat Freddys Drop i Roskildes Orion, har jeg ledt efter et band, der med samme musikalitet sætter ild i sjælen. Ud af Grå Hals røg igår kom forløsningen i form af Von Dü, der blæste funky reggae ind i trommehinderne, så kødet spruttede og fødderne trampede.

Mest imponerende var de tre livlige blæsere, der leverede en lind strøm af harmonier, riffs og ristede reggae-rytmer, som jeg sjældent hører det. Med en trombone, trompet og saxofon fremtryllede de det græs, rytmer skal gro på, og det var bare med at lade sig forføre.

Foruden at levere ørehængere fra bandets senste album Beskidte Tanker, stillede det ni mand store band med et persongalleri, der fornøjede. Især forsangeren Morten Nygaard fængslede selv dem i toiletkøen, mens han sang med alt hvad han havde bag den veltrimmede krop.

Von Dü har hele pakken på plads. Ingen tvivl om, at det er velforberedte drenge, for god musik opstår ikke ud af tilfældigheder. Med to trommeslagere, keybord, bas, blæs og en guitarist, der forøvrigt er ekstremt velsyngende, leverer de et lydunivers, der kæler for sjælen og knaser som crossainter.

Tak her fra skrivebordet

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.